Historie

I Vamdrup i 1916 tæt ved den daværende grænse blev Andreas Andresen A/S grundlagt af C. G. Søndergaard, som i 1920 flyttede virksomheden til Padborg umiddelbart efter genforeningen. På dette tidspunkt kendte man knapt begrebet spedition. Andreas Andresen overtog virksomheden i 1928 og var leder af denne indtil sin død i 1976 som 72-årig, hvor virksomheden fortsatte under hustru Luise Andresen i familiens eje indtil hendes død i 1992. Her overgik driften af virksomheden til Luise Andresens Fond.

I starten stod man for transport af levende kreaturer og landbrugsmaskiner, og først senere kom transport af levnedsmidler og industrigods til.


I Padborg havde Andreas Andresen A/S til huse i et lille kontor ved jernbanen, hvor der dengang kun var 3 ansatte, og historien siger, at pladsen var så trang, at de 2 måtte rejse sig, hvis den inderste skulle ud.


I 1957 byggede Andreas Andresen et nyt hovedkontor på Jernbanegade 12 og i 1965 kom første del af Padborg Frysehus til. Oprindelig var frysehuset på 1.700 m² mod i dag 20.000 m3.

I 1985 ejede Andreas Andresen A/S 15 vogne og beskæftigede derudover fast 38 indlejede vogne, og han beskæftigede omkring 100 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Padborg og filialerne i Hvidovre, Rødby og Flensborg. Efterhånden specialiserede man sig mere og mere i transport og spedition af levnedsmidler. 


1986 overtog Andreas Andresen vognmandsfirmaet Junker og Co A/S, og i 1990'erne udvidede man markedsområderne til at omfatte Rusland og der blev etableret filialer i St. Petersborg, Moskva og en filial i Klaipeda, Litauen. I 1992 var opførelsen af et nyt hovedkontor fuldendt. Her samt i filialerne i St. Petersborg og Moskva samt Klaipeda, Litauen, beskæftigede man i slutningen af 1990'erne omkring 220 ansatte og omkring 65 faste eksportvognmænd. 


Som svar på transportbranchens kraftige strukturudvikling i slutningen af 1990´erne købte Andreas Andresen A/S per 1. januar 1999 transport og speditionsvirksomheden HST Padborg A/S. Den samlede koncern beskæftigede ca. 550 medarbejdere og havde en omsætning på over DKK. 500 mio. Koncernen rådede på det tidspunkt over ca. 250 egne trækkende enheder, 500 egne og lejede trailere samt betydelige faciliteter inden for både køle-/frysehus / terminal, vaskeanlæg og tørgodslagre. Andreas Andresen A/S fremstod allerede dengang som en af de markedsførende i Danmark, hvad angik især temperaturregulerede transporter og logistikydelser til/fra Vest-/Østeuropa, Skandinavien samt Rusland og Baltikum.


I 2002 blev der indgået samarbejde med Kraftverkehr Nagel, der samtidig indgik som medejer af selskabet.


For yderligere at styrke sin position på det centraleuropæiske marked, hvor selskabet i forvejen hørte til de markedsledende selskaber, opkøbte Andreas Andresen A/S i juni 2003 firmaet Holger Pagh Sellerup ApS. Man etablerede i den forbindelse en filial i Børkop ved Vejle. 


I oktober 2003 købte Andreas Andresen A/S 50 % af aktierne i KK Transport Struer.  Hvor Andreas Andresen A/S er kendt for sit internationale set-up, er KK Transport Struer kendt for national distribution af køle- og frostvarer. Det var derfor 2 virksomheder, som supplerede hinanden, og med dannelsen af det nye fælles selskab, kunne der tilbydes et koncept omfattende nationale og internationale logistikløsninger.


KK Transport Struer, der som nævnt er delvis ejet af Andreas Andresen A/S, købte i 2004 90 % af aktierne i EKV Transport A/S, der var kendt for sin store aktivitet inden for national distribution af fødevarer. Dette var en naturlig udvidelse af KK's i forvejen store nationale distributionsnetværk og et godt supplement til Andreas Andresen A/S' væsentlige internationale aktiviteter.


Sammenlagt fik selskaberne en tyngde, der bevirkede, at der nationalt såvel som internationalt kunne tilbydes et koncept, der dækker alle behov inden for levnedsmiddeldistribution.


Ligeledes i 2004 udvidedes køleterminalen på Thorsvej fra 8.000 m2 til 15.000 m2, og som en naturlig del af struktur af markedsændringerne overtog Kraftverkehr Nagel i 2006 75 % af aktierne i Andreas Andresen A/S. Samme år overtog Andreas Andresen A/S 51 % af aktierne i Trans Mar A/S og havde nu komplet koncept for transport af fiskeprodukter. Det er også i 2006, at den fortsatte vækst i Andreas Andresen A/S markeres ved, at omsætningen runder kr. 1 mia.


I 2007 blev alle aktier i Trans Mar A/S overtaget, og ved udgangen af 2007 beskæftigede Andreas Andresen-koncernen 1.000 medarbejdere og havde en omsætning på kr. 1,5 mia.


I 2008 blev kontoret i Padborg udvidet til 5.000 m2 og samlede ledelse og 
administration for Andreas Andresen og Trans Mar A/S.


Aktuelt råder koncernen over 400 egne trækkere og 800 egne trailere.